Skrevet af Jacob Gjettermann Knudsen

Har din virksomhed en sundhedsordning?

Flere og flere virksomheder tegner sundhedsforsikringer til ansatte. Det er tegn på, at mange ledere benytter forsikringerne som brandslukning mod helbredsproblemer, når skaden er sket frem for at indføre en forebyggende sundhedsordning.

 Har din virksomhed en sundhedsordning?

Sundhedsforsikringer er et stort hit blandt virksomheder. Tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension viser en klar stigning i arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Forsikringen er efterhånden en væsentlig del af personalepolitikken, fordi den muligvis kan medvirke til, at syge medarbejdere vender hurtigere tilbage til arbejdet igen. 

Rationalet er sådan set indlysende nok. Vi ved jo alle, hvor omkostningstung en sygemeldt medarbejder er. Ifølge stressforeningen.dk koster det en virksomhed omkring 1 million kr., hvis en medarbejder med en månedsløn på 20.000 kr. bliver langtidssygemeldt. 

Så det er forståeligt nok, at virksomheder forsikrer sig mod medarbejdernes helbredsproblemer. Men hvorfor træder lederne ikke ind på scenen et skridt tidligere og investerer i medarbejdernes sundhed i form af en sundhedsordning, så de ikke får brug for sundhedsforsikringen? Det er DET, jeg ikke helt forstår!

En sundhedsforsikring tager ikke hånd om dine medarbejderes sundhed - det gør en sundhedsordning

Fokuserer du på medarbejdernes sygdom eller sundhed?

De fleste af os har en indboforsikring, men det betyder ikke, at vi lader levende lys stå tændt hele natten. Mange af os forsikrer også vores bil, men alligevel tjekker vi den for olie indimellem og trykker ikke bare speederen i bund og ræser af sted, til den går død. Vi tager os vores forholdsregler.

Det samme bør gælde for dine medarbejdere. Som ledelsesansvarlig skal du gøre alt, der står i din magt for at undgå, at medarbejderne havner i en situation, hvor de får brug for, at sundhedsforsikringen træder i kraft. 

Sundhedsforsikringen er i bund og grund en form for livreddertjeneste, der redder en druknet medarbejder op og udfører kunstigt åndedræt, indtil vedkommende igen kan trække vejret. Det der skal løse helbredsmæssige problemer på jeres arbejdsplads, er organisatoriske indsatser og en sundhedsstrategi, der gør medarbejderne i stand til selv at svømme og holde sig oven vande. 

Forsikringen griber ind, EFTER din medarbejder rammes af helbredsmæssige problemer og ikke FØR. Jeres sundhedsforsikring fokuserer med andre ord på dine medarbejderes sygdom frem for deres sundhed. Måske det er ved at være tid til, at du skal ændre det fokus. Hvorfor ikke arbejde strategisk med sundhedsfremme og forebyggelse i virksomheden frem for at lappe med plaster, der alligevel falder af igen? Prøv at fjerne blikket fra sundhedsforsikringen et øjeblik og ret det i stedet mod en sundhedsordning - det er nemlig langt fra det samme. 

En sundhedsordning øger dine medarbejderes trivsel og produktivitet

Virksomheder lægger strategier for alt, der har betydning for forretningen og bundlinjen. Der lægges strategier for salg, marketing, udvikling, branding, medier osv. Men hvad med at lægge en strategi for medarbejdernes sundhed gennem en sundhedsordning? De har i allerhøjeste grad også indflydelse på bundlinjen. 

Sunde arbejdspladser sænker sygefraværet og hæver bundlinjen

Undersøgelser viser med al tydelighed, at der er sammenhæng mellem medarbejderes trivsel og produktivitet samt arbejdsglæde og sygefravær. Fællesnævneren for dem alle er sundhed. Derfor skal du tænke sundhed strategisk ind i virksomheden og gøre den til en del af jeres kultur og værdisæt. Effekten og gevinsten ved at arbejde ud fra en sundhedsordning lyser i neon. MEN...

Desværre oplever jeg alligevel, at alt for mange velmenende sundhedsindsatser løber ud i sandet, nærmest inden de er søsat. Forklaringen kan for det meste findes i, at virksomheden overser de strategiske komponenter i implementeringen af en sundhedsordning. Resultatet er bl.a. manglende ledelsesmæssig bevågenhed, prioritering, systematik, lokal forankring og kommunikation. 

Manglende ledelsesmæssig bevågenhed - lad os lige dykke lidt ned i den, for det er min erfaring, at det er lige nøjagtig her, skuden støder på land og forliser.

Moderne ledere tager hånd om medarbejdernes sundhed

Må lederen blande sig i medarbejdernes sundhed?

Jeg ved godt, at det er den tanke, der ofte stikker en kæp i hjulet, når du som leder overvejer at investere i en sundhedsordning. Må du trække sundhed ned over hovedet på medarbejderne, og må du blande dig, eller er det et privat anliggende? 

Svaret er ganske enkelt JA, du SKAL involvere dig i sundheden på arbejdspladsen. Det er ikke at blande sig, det er at tage vare på! Den ignorante leder er en forældet og uddøende ledertype. Den moderne, engagerede leder tager stilling til virksomhedens sundhedspolitik og involverer sig i medarbejdernes sundhedstilstand. Hvilken leder vil du være? 

Helt ærligt så har jeg aldrig, i alle de virksomheder jeg har besøgt, oplevet negative reaktioner fra medarbejderne, når lederen tager ansvar og går forrest i kampen mod usunde vaner. 

Undersøgelser tyder da også på, at der er noget om snakken:

  • 55% af danskerne mener, at fedme påfører samfundet store udgifter, og at samfundet har ret til at blande sig i borgernes vægt.

  • 7 ud af 10 danskere mener, det er i orden, at arbejdsgiveren diskuterer svær overvægt med medarbejdere.

  • 8 ud af 10 danskere finder det i orden, at arbejdsgiveren tilbyder slankekure til overvægtige medarbejdere.

  • Knap 70% af lederne vurderer, at sundhedsfremmende ordninger har en positiv indflydelse på motivation og arbejdsglæde blandt medarbejderne.

  • Godt 80% af lederne er overvejende enige i, at sundhed bør være et element i virksomhedens personalepolitik.

Kilde: Ugebrevet A4, Ledernes Hovedorganisation, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. 

Hvem er ansvarlig for medarbejdernes trivsel?

Hvem er ansvarlig for medarbejdernes trivsel?

Medarbejders trivsel er et velkendt fænomen for de fleste virksomheder. Men hvordan går det med prioriteringen og de konkrete initiativer for at opnå trivslen? Og hvem har egentlig ansvaret for at komme mistrivsel til livs? Det giver vi i Firmasundhed Danmark vores besyv på og opfordringer til.

Se mere